Erhvervserfaring
Jeg har i størstedelen af min karriere været praktiserende hestedyrlæge på fuld tid ved Dyrlægerne Nørhald, hvor mit arbejdsområde har udviklet sig fra almen hestepraksis til mere specialiserede opgaver. Mit primære fokus er ortopædiske lidelser, særligt haltheder og kirurgi. Jeg arbejder desuden indimellem med almene opgaver i hestepraksis og deltager fast i den akutte vagtdækning, hvilket giver mig erfaring med en bred vifte af akutte problemstillinger.
Mit patientmateriale spænder vidt og omfatter varmblodsheste (dressur, spring, military), travheste, islandske heste og ponyracer. Denne brede erfaring sikrer mig en solid baggrund i både almen og specialiseret klinisk hestepraksis.
Specialisering og faglig vurdering
Jeg anser det som en væsentlig forudsætning for at afgive vurderinger i handelstvister og ansvarssager, at man som sagkyndig har et solidt fundament i både almen hestepraksis og specialiseret dyrlægearbejde. Specielt inden for ortopædi, som ofte er centralt i tvister, er det vigtigt at kunne vurdere både almindelige og specifikke problemstillinger, der ikke nødvendigvis kan findes i lærebøgerne.
Min evne til at søge viden i den videnskabelige litteratur og forholde mig kritisk til kilder har jeg opnået gennem min 2-årige efteruddannelse som fagdyrlæge i sygdomme hos heste. Jeg har også stor erfaring med vurderinger fra Det Veterinære Sundhedsråd og kendskab til tidligere afgørelser i handels- og ansvarssager, hvilket er en vigtig del af mit faglige grundlag.
Sagkyndig virksomhed
Ved siden af mit daglige virke som praktiserende hestedyrlæge fungerer jeg som sagkyndig i forskellige sammenhænge. Jeg vurderer faglige problemstillinger for hesteejere, advokater og forsikringsselskaber. Jeg har været sagkyndig for det tidligere Ankenævn for Dyrlæger samt for Det Veterinære Sundhedsråd i sager vedrørende heste.
Jeg er udpeget som sagkyndig dommer ved Retten i Helsingør, hvor jeg bisidder en juridisk dommer, når særlig sagkundskab er nødvendig. Desuden er jeg beskikket som censor i Retsmedicin og Stordyrskirurgi ved Københavns Universitet og som sagkyndig til småsagsprocessen ved danske domstole.
Efteruddannelse og specialisering
Jeg prioriterer kontinuerlig efteruddannelse højt og deltager flere gange om året i både almen og specialiseret kursusvirksomhed for at holde mig opdateret. En vigtig milepæl i min karriere var afslutningen af et 8-moduls halthedskursus ved The International Society of Equine Locomotor Pathology, en international efteruddannelse i halthedsdiagnostik, som har været grundstenen i min ortopædiske karriere.